|
Hvis
Fanø lægges ind under Esbjerg og man i stedet for 11 politikere som styrer
øen, skal være heldige for at få valgt en enkelt ind i Esbjerg Byråd – er
demokratiet så
forandret på Fanø?
Kronik
Har strukturkommissionen skabt et tilstrækkeligt
grundigt beslutningsgrundlag? Det spørgsmål svarer Svend Lundtorp klart ja
til i et debatindlæg den 21.-22. februar. Et klart nej er formentlig et mere
korrekt svar, bl.a. fordi kommis--sionen nærmest har sat danmarksrekord i
kort arbejdstid. Den kommission, som har forberedt den mest omfattende reform
af det danske velfærdssamfund nogensinde, er formentlig den kommission i
nyere tid, som i forhold til opgavens størrelse har haft kortest tid til
arbejdet. Kommissionen blev nedsat den 1. oktober 2002, det første møde holdt
den 29. oktober og det sidste møde blev holdt 14 måneder senere den 5. januar
2004. Til sammenligning fik det rådgivende udvalg som blot skulle se på
sygehusenes organisering 11 måneder til sit arbejde. Opgavekommissionen blev
nedsat i september 1996 og var færdig i december 1998. Velfærdskommission har
ligeledes fået mere end to år til sit arbejde. Velfærdskommissionen har
desuden en anden uvurderlig ting, nemlig et uafhængigt sekretariat, så det
ikke som i strukturkommissionens tilfælde er embedsmænd fra Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, der skal stå for sekretariatsbetjeningen af kommissionen
og ikke mindst det faktiske skrivearbejde. Betyder arbejdstiden og
organiseringen noget for indholdet af en betænkning? Man kan jo prøve at
foreslå velfærdskommissionens formand, at arbejdsperioden halveres og
sekretariatet placeres i finansministeriet og så høre hans svar!
Uanset de tidsmæssige og praktiske rammer, er
grundlaget så tyndt? Tja, lagt oven på hinanden syner betænkningens tre bind
og 1,522 sider af meget – af noget tykt og grundigt. En lille alarmklokke om
kvaliteten kunne udløses af den kritik, som formanden for det rådgivende
udvalg om sundhedsvæsenets organisering, Kjeld Møller Pedersen, har rejst i
forhold til kommissionens konklusioner på sundhedsområdet og anvendelsen af
resultaterne fra hans udvalgs rapport. En anden alarmklokke kunne være de
kritiske kommentarer, som blandt mange andre er kommet fra en af de mest
erfarne forskere i dansk kommunalpolitik Nils Groes, der er leder af Amternes
og Kommunernes Forskningsinstitut. Niels Groes har redigeret bogen
Brudstykker eller sammenhæng? Bogen som er yderst anbefalelsesværdig, og som
Lundtorp selv er bidragyder til, rejser en række kritiske spørgsmålstegn ved
om forudsætningerne egentlig er til stede. Svarene er, at man kan stille sig
skeptisk overfor både økonomien, fagligheden og demokratiet i en reform, og
at man på mange områder kan være klart mere skeptisk end
strukturkommissionen. Men hvad med det demokratiske, som er i centrum i
Informations temaserie ’Fjerndemokrati’ og for Lundtorps indlæg?
På samme måde som betænkningen som helhed,
indeholder kapitlerne om demokrati ikke nye analyser, men opsummerer primært
eksisterende undersøgelser og forskning. Denne forskning har på den ene side
vist klare sammenhænge mellem størrelse og demokrati: valgdeltagelsen er
eksempelvis lavere i større kommuner. Ved det seneste normale kommunalvalg i
1997 – altså uden et folketingsvalg oveni – var stemmeprocent på landsplan
70,1. Den højeste stemmeprocent blev med 83,4 pct. fundet i landets
tredjemindste kommune Fanø, som har cirka 3.200 indbyggere. Den mindste var
58,0 pct. i den største: Københavns Kommune. Hele 25 procents forskel er en
ekstrem forskel, men udtryk for en generel sammenhæng: jo større kommuner,
des lavere valgdeltagelse. Forskningen har på den anden side også vist, at
det ikke i stort omfang skyldes størrelsen, men derimod, at større kommuner
har en anden social sammensætning: flere unge, flere med sociale problemer,
flere enlige forsørgere osv. Den lave valgdeltagelse i Københavns Kommune
skyldes altså mere de store andele af disse grupper i kommunen, end det store
befolkningstal. Det er forklaringen på, at strukturkommissionen kan
konkludere, at en forøgelse af indbyggertallet fra 10.000 til 30.000
formentlig kun vil sænke valgdeltagelsen med 2,5 procentpoint og en forøgelse
til 50.000 vil sænke deltagelsen med 3,6 procentpoint. Denne nedgang er ikke
stor, men betyder konkret, at 50-100.000 danskere holder op med at stemme ved
kommunalvalgene – et klart demokratisk tab. På samme måde viser undersøgelser
af borgernes viden om og interesse for kommunalpolitik, tillid til
politikerne, følelsen af tilknytning til kommunen ikke hænger sammen med
størrelsen, mens det til gengæld vises, at andelen af personlige stemmer er større
i små kommuner. Billedet er altså nuanceret: noget er det samme i store og
små kommuner, andet er forskelligt i store og små kommuner – konklusionen i
betænkningen er dog forbavsende unuanceret: »hensynet til et velfungerende
lokaldemokrati ikke i sig selv taler for at opretholde de mindre kommuner,
idet lokaldemokratiet i større kommuner er ligeså velfungerende som i små. …
Hovedkonklusionen på undersøgelsen er, at store kommuner ikke er mindre
demokratiske end små.« Det er åbenbart denne konklusion Lundtorp hælder til,
når han anklager Birthe Rønn Hornbech for at tale mod bedre vidende og for
ikke at kende til baggrunden, og selv hævder, at »demokratiet har det præcist
lige så godt i større som i mindre kommuner«. Den reelle analyse i
betænkningen, de bagvedliggende analyser, som også undertegnede
har bidraget til, og den ovennævnte bog Brudstykker eller sammenhæng,
som Lundtorp er medforfatter til, er derimod langt, langt mere nuancerede. Et
eksempel på, at Lundtorp øjensynligt selv taler imod bedre vidende er
følgende passus om de bornholmske it-omkostninger: »… en meget stor del af
disse udgifter er almindelig modernisering.« Fakta er, at af de 55 mio. kr.
som it har kostet på Bornholm, er kun 13 mio. kr. gået til nye computere.
Resten er gået til omkonvertering af programmer, så de fungerer ens. Som det
bramfrit er udtrykt af Jørgen Kvist, direktør for Bornholms Regionskommune:
»It var den mest undervurderede opgave ved denne sammenlægning. Man kan godt
glemme at nå at sammenkøre og konvertere flere kommuners systemer på mindre
end to år. På Bornholm har man lige akkurat nået det, men der har ikke været
tid til nyudvikling.« I forhold til Lundtorp, som har arbejdet indgående med
evalueringen af reformen på Bornholm, er »at tale mod bedre vidende« vist en
mild beskrivelse af forsøget på at belære Rønn Hornbech om, at en meget stor
del af it-udgifterne var modernisering. Sandheden er »en lille del«.
Vil demokratiet så ikke forandres ved en reform?
Jo, demokratiet vil nærmest blive fuldstændigt forandret ved en
strukturreform, men det beskæftiger kommissionens analyser sig desværre ikke
med. Kommissionens analyser er en statisk analyse, et øjebliksbillede, hvor
store og små kommuner sammenlignes, mens analysen stort set intet siger om
det dynamiske perspektiv: hvad der sker, hvis små kommuner slås sammen til en
større eller hvad der sker, hvis små kommuner slås sammen med en stor? I et
dynamisk perspektiv er én klar effekt, at de enkelte borgergrupper i
landsbyen, miljøgruppen eller partiforeningen kommer til at fylde relativt
mindre i det politiske landskab. Eksempelvis udgjorde lokalsamfundet omkring
en skole i den gamle struktur på Bornholm måske en fjerdedel eller en
femtedel af kommunens vælgere. I den nye regionskommunen udgør gruppen nu
måske en tyvendel eller en femogtyvendedel af vælgerne. Det betyder, at de
skolelukninger, som før var politisk – demokratisk – umulige, nu er blevet
meget lettere for politikerne. Derfor lukker Bornholm nu tre skoler, noget
som alle er enige om, ikke ville være sket i den gamle struktur. Er det et
forandret demokrati? Ja, selvfølgelig. Når partierne, fag- og miljøforeninger
og de andre interesseorganisationer tilpasser deres strukturer til de nye
kommuner – ved sammenlægning eller skabelse af overbygninger – forandres demokratiet
så? Ja, selvfølgelig. Når der ikke længere er 100 politikere, men blot 27 på
Bornholm, er demokratiet så forandret? Ja, selvfølgelig. Hvis Fanø lægges ind
under Esbjerg og man i stedet for 11 politikere som styrer øen, skal være
heldige for at få valgt én ind i Esbjerg Byråd – er demokratiet så forandret
på Fanø? Ja, selvfølgelig, og det gælder også de mange andre kommuner, som
bliver lillebror i en sammenlægning. Og mon man så kan fastholde Fanø som den
kommune i landet, der tilbyder eleverne flest timer i folkeskolen? Næppe – og
mon så fannikkerne vil opleve demokratiet som »præcis lige så godt«?
Selvfølgelig ikke. Hvis kommissionen havde stillet sig selv sådanne
spørgsmål, og af bedste evne forsøgt at besvare dem, ville den demokratiske
konklusion uden tvivl være blevet en anden – og mindre tynd!
*Roger Buch er lektor ved Institut for
Statskundskab, Syddansk Universitet
|
